Camping med udsigt til Etna

Vi når Etna og lavaen på MC

David og jeg har tilbagelagt omkring 2754 km og er nået til Siracusa på østsiden af Sicilien. Vi har låst motorcyklerne sammen og stillet dem på gaden foran det B&B, der i en hel uge blir vores base.

Vi har hejst flagene for søde Ida, Davids kæreste, der er fløjet hertil for at bruge en uge sammen med os, inden hun flyver hjem igen og David og jeg fortsætter turen til Danmark på MC.

Vi har valgt at bo i den historiske og kulturelt spændende by Siracusa, bl.a. fordi det er her Platon lader sig inspirere og skriver to af sine store værker: Forsvarstalen og Symposion.

Fortryllende og magisk

Turen hertil er på alle måder fortryllende. Og ordet ”magisk” er ikke en overdrivelse.

Det er som om alt det vi har brug for, kommer til os, ofte inden vi når at sætte ord på det vi drømmer om.
Når vi har et behov, bliver det opfyldt. Jeg ønsker mig at blive klippet og David kommer i snak med en ældre Sicilianer, der viser sig at være pensioneret frisør og som tilbyder at klippe mig.

Han har stadig alt klippegrejet, men ikke et sted at klippe. Det laver vores udlejer på B&B om på og tilbyder en stol og sin tagterrasse med udsigt over bjerge og by, så langt øjet rækker.

David og jeg er meget taknemmelige for alt det vi oplever.

Camping med udsigt til Etna

Med nyklippet hår og efter vores overnatning på B&B i Rodi begiver vi os igen ud i bjergene mod vandet, hvor vi finder en dejlig lille og billig (10 Euro) campingplads få hundrede meter fra vandet lidt syd for Taormina på østsiden af Sicilien.

Vi slår teltet op i tusmørke og nyder udsigten til Etna og tanken om at vi næste morgen skal i vandet, inden vi igen sætter os på motorcyklerne mod et udkigspunkt så højt oppe mod Etnas aktive top, som det lader sig gøre.

På turen fra vandet til udkigspunktet gør vi endnu et meget venligt bekendtskab. Denne gang med to lokale, der også lever livet i Paris, Geneve og Schweiz.

“Vi har en stor grund oppe på bjerget, så kom og sæt jeres telt op, når og hvis I har lyst”, tilbyder de inden vi skilles på torvet i den lille hyggelige bjergby foran endnu en af de kirker, vi når at besøge.

Eventyr på privat lystejendom

Lyst til at overnatte vildt og tage imod det generøse tilbud, det har vi. Så efter vi lader os forevige sammen med lavaen, stiller vi sulten på en vejkantsrestaurant og når frem kl. 23:30. Dog ikke uden strabadser.

For det er blevet sent og mørkt at køre i bjerge og pludselig står der ikke en men flere køer på vejen, og et par hårnålesving senere en hel række af køer. Vi kommer sikket forbi dem og alt er vel da vi ringer på samtaleanlægget ved den meterhøje skydelåge, der er indgangsporten til deres landsted.

Guido, som han hedder til fornavn, kommer på sin scooter og leder os frem til det plateau på grunden hvor vi får lov til at slå teltet op. Her nyder David og jeg i stilhed den klare stjernehimmel liggende på ryggen indtil klokken halv to. Og jeg når at sige ”Nu mangler vi bare et stjerneskud”. Mindre end ti minutter senere viser der sig på himmelen det smukkeste stjerneskud.

Og få timer senere kan vi lørdag morgen den 16. juli nyde solopgangen med en udsigt så smuk, at den ikke lader sig beskrive.

Morgenkaffe og pool

Allerede klokken otte byder de på morgenkaffe og rundvisning i deres overdådige designerhjem, hvor vi frit kan bruge deres udendørs bruser og swimmingpool, og hvor vi blir inviteret til at kunne blive lige så længe vi har lyst – om det er en uge eller en måned.

Jeg mangler ord, men takker og takker igen, for dette eventyr “Italien rundt på MC med David”. Det overgår min vildeste fantasi.

David og jeg er begge overvældende over den gæstfrihed og næstekærlighed vi begge møder uanset hvilket vej vi vender blikket.

Livet med energi og livsglæde ❤️ Mette




DEL

Tilmeld dig og få inspiration, energi og livsglæde

Tilmeld dig og få energi, inspiration og livsglæde